“Har I skiftet ejer?”
“Er der kommet ny køkkenchef?”
“Er der en ny forpagter?”
Men på Restaurant Sejlklubben er det stadig de samme hænder og hjerter, der driver stedet.
Restaurant Sejlklubben har i dag et stærkt ry som et af Randers’ mest stemningsfulde spisesteder – med mad lavet af gode, friske råvarer, maritime omgivelser og en nærværende service. Bag det hele står stadig de samme to ejere, som mange af vores gæster har mødt, hilst på og talt med gennem årene:
Dorthe Bjørn og Mike Pabst.
Dorthe og Mike driver den dag i dag Restaurant Sejlklubben og Café Jens Otto, som de har gjort siden henholdsvis 2014 (sejlklubben) og 2011 (caféen).
Mike har med sin baggrund som håndværker haft hænderne helt nede i arbejdet med at opbygge og renovere både Restaurant Sejlklubben og Café Jens Otto – tidligere også Restaurant Det Gamle Apothek, Ishuset på Slotspladsen samt Randers streetfood 'Mokajen'.
Dorthe har sat sit præg på alt fra koncept til gæstemodtagelse og personaleledelse. Det er vigtigt for både Mike og Dorthe, at Sejlklubben føles personlig, imødekommende og jordnær – uanset om man er her til frokost, selskab eller søndagsbrunch.
På gulvet og bag den daglige drift finder du Mette Kruse, bestyrer- og restaurantchef gennem de seneste 6 år. Mette brænder for den gode service, at udvikle og forny med respekt for stedets værdier og at skabe et stærkt arbejdsmiljø – hun er ofte den du møder, når du træder ind ad døren.
Sammen med resten af holdet sørger de for, at Sejlklubben leverer en oplevelse, man har lyst til at vende tilbage til.
“Vi vil gerne skabe et sted, hvor man føler sig velkommen, godt behandlet – og får lyst til at komme igen. Det handler om god mad, ja – men mindst lige så meget om atmosfære og ægte nærvær.”